Sidder i Honolulu lufthavn. Tænker på engelsk, skriver på dansk. Har endnu 6 timer at slå ihjel, før mit nye fly går. En gribende afsked med mine nye venner, trak ud og end i forvejen skreden tidsplan løb af med sig. Mens jeg tænker tilbage paa min tid paa hawaii, og prøver paa at være sur over at have misset flyet, er den eneste følelse der fylder mig, taknemmelighed. Taknemmelighed overfor de mennesker der saa gæstfrit lukkede mig ind i deres verden og deres liv, og taknemmelighed til alt det jeg ikke selv styrer, som fik mig placeret paa det rigtige sted, paa det rigtige tidspunkt.

Efter 3 uger med uddannelse, arbejde og straight up cruisin, følte jeg mig ellers som en del af familien, og den sidste uges begivenheder gav mig, og giver mig lyst til at tage tilbage og nyde de samme mennesker i de samme fantastiske omgivelser. Der er meget få oplevelser i mit 21 årige liv, der kan sammenlignes med hvad de sidste 2,5 måneder har budt på. Specielt koncentrationen af nye indtryk paa hawaii. At blive droppet ned i en ny verden, alene, med paraderne oppe, og langsomt faa dem pillet ned af mennesker der kun vil dig det bedste, er en oplevelse alle mennesker skylder hinanden. 

Jeg føler mig som det bedste eksempel på at man ikke skal planlægge for meget, når man begiver sig ud på eventyr. Intet blev som planlagt. 
 

Når man er på egen hånd er der både fordele og ulemper. Du kan være ensom, men du har til gengæld frihed til at gøre hvad der falder dig ind, uden at gå igennem adskillige beslutningsprocesser.

Denne frihed… Har jeg brugt.

Som beskrevet i et tidligere indlæg mødte jeg min kosmiske ven John i lufthavnen, og efter at have talt frem og tilbage om arbejde, logering og stjerntegn, er jeg nu flyttet ind hos pro surfer Rochelle Ballard. Sammen med John, og et par andre frivillige hjælper vi med at sætte huset ved Sunset Beach i stand til turistsæsonen begynder.

Udover at være blevet en del af en stor familie, tager jeg undervisning i polaritets terapi fra John, hvilket på nuværende tidspunkt tager meget tid. Kombinationen af det, snitsår fra det skarpe rev, og fladt vand, gør det svært at surfe fuld tid, men jeg prøver at komme ud så meget jeg kan, for når der endelig er bølger, så er der bølger, og jeg har 3 forskellige breaks indenfor gå afstand ved Sunset Beach, hvor de lige nu er ved at gøre klar til Triple Crown konkurrencen.

Manglen på tidsfornemmelse og omgangen med helsefreaks og spåkoner, gør det nogen gange svært at tænke klart, og jeg spørger tit mig selv – hvordan fanden er jeg endt her?

/Grønskolling

Efter næsten to ugers party i San Diego var Waikiki ikke stedet jeg havde lyst til at blive. Overfyldt med turister og med et bredt udvalg af natklubber, blev det for fristende efter et par dage, og jeg måtte i selskab med min svenske counterpart flygte til nordkysten. At komme fra waikiki til ‘the north shore’ er som at gå fra techno til reggae. Tempoet i hverdagen er bestemt af bølgerne, og det er ingen skam at bruge en hel dag i skyggen med en kold bajser eller 6, mens man hyggesnakker med tilfældige forbipasserende. Fornemmelsen af tid forsvinder automatisk jo længere tid man bruger her, men efter 3 dage fik jeg pludselig brug for at vide hvad klokken var. Svaret fra en lokal jeg spurgte var: Dude, you on the north shore, take it easy man, efterfulgt af et hang loose og en håndklask.

Efter den oplevelse fik jeg brug for en enkelt dag i waikiki. Jeg er tilbage på nordkysten igen, og jeg har officielt forladt mit civiliserede jeg. De næste dage skal skæbnen bestemme om resten af en min tid på Oahu bliver som turist, eller som integreret surfer hippie. Mere om det når skæbnen har bestemt sig.

Frisk kokosmælk er i øvrigt virkelig , virkelig godt!

/grønskolling

Ja, efter et mindre teknisk uheld er jeg tilbage.

Der er sket meget siden sidst jeg skrev. Af en eller anden mærkelig grund er jeg i hvert fald endt op på Oahu, hawaii.

Efter halvanden uge i San Diego med svære bølger, for meget fest, og for mange Pacifico’s, faldt jeg over en sidste øjebliks billet til hawaii. Pris: 419$ tur/retur fra Los Angeles. Jeg skyndte mig at stige på toget, og nu har jeg egentlig været her siden d. 12 oktober, og her er hvad der nogenlunde er sket siden da.

Da jeg landede klokken 19.10, skulle jeg fange en bus til waikiki beach, som er det store turistområde på sydkysten af oahu. I min jagt på en der kunne veksle 5 dollar, mødte jeg John. John er ikke hvad man kalder normal. Han tilbød mig et lift, og jeg sagde i god tro, ja tak og håbede på jeg ikke ville blive voldtaget. John er i slutningen af 50′erne, meget berejst og underviser i polaritets terapi. Han er vel, hvad man på Mors ville kalde en hippie kiropraktor. Anyway – John arbejder med sit polaritets halløj og som kok på et retreat på nordkysten af hawaii. Stedet er ejet af den tidligere kvindelige pro surfer Rochelle Ballard, og han sagde at han havde arbejde til mig, hvis jeg var villig til at rense mit sind og følge stjernerne og kosmos. Selvom jeg prøvede var det lidt svært at smide alt hvad jeg havde i tankerne, og bare følge med en lokal hippie til nordkysten uden at vide om han talte sandt. Som den gode mand han er, forstod han og efter et par øl på havnen kørte han mig til waikiki beach hostel, og stak mig en seddel med hans telefonnummer og mail. Det var de første 2 timer på hawaii – wauw.

Del 2.
Næste morgen var jeg fast besluttet på at jeg skulle på vandet. Problemet er bare… Der er 10000 surfspots på oahu. Jeg teamede op med et par stykker fra mit hostel og vi padlede ud ved Queens beach, som ligger lidt øst for den OVER-crowdede waikiki beach. Første ting man skal vide inden man tager til hawaii med planer om at surfe er at alle breaks er reef breaks. Man tuder lige lidt og bange de første par minutter, også er man ellers på vej ud. Bølgerne var fantastiske, og ikke engang skuldende blikke fra et par lokale Schwarzneggers kunne fjerne min rejsning. Dagen bød i øvrigt på et overraskende gensyn med en tidligere klassekammerat, og min nye langhårede partner-in-crime, svenske André.

Det var i grove træk min første tid i Waikiki. Jeg har tilbragt et nogle dage på nordkysten. Det vender jeg lige tilbage til. Jeg har det i øvrigt rigtig godt, mor. Det er slet ikke farligt her.:)

Mahalo, aloha og alt det der,

/En brunere grønskolling

Som skrevet har jeg kigget på et egg board, men også andre surfboards.

Jeg er 186, vejer 78 kg – er der nogen der har nogle gode tips? Bring’em!

/Grønskolling

Status: checket ind på Banana Bungalow ved Pacific Beach, San Diego.

Som en start kan jeg sige at det er 24 grader, hvilket bliver betegnet som koldt for årstiden – jeg klager ikke. Varmere, og jeg ville surfe i mit eget sved.

Jeg har fået købt mig en våddragt, 4/3, fik en rigtig godt tilbud, og fik krejlet lidt ekstra og vupti. Et 380 dollars suit til 141$ med tax. Billig sluppet, meget billigt sluppet. Jeg er selvfølgelig på udkig efter et board – har kigget på nogle egg boards på omkring 7’0. Skulle være gode til begyndere, og udemærkede på mellemstadiet. De er billigere end andre funboards. Har set nogle nye til under 300$(!!!)

Vandet er ca. 19 grader, og der er hofte til hovedhøje bølger hele næste uge som det ser ud nu. Skulle være gode begynder forhold…. har jeg hørt.

Efter 6 timers bagende sol genenm Nevadas ørken på endeløse highways, ramte vi San Diego, med forventningen om illegale mexicanere så langt øjet rækkede, men vores sørgelige fordom blev (heldigvis) gjort til skamme. Vi landede lige præcis lidt nord for San Diego i Carlsbad, der i måneskæret mest af alt mindede om Californiens svar på Viborg. Virkeligheden var dog mere eksotisk, og vi havde fået jackpot. Der er ca. 100 miles fra San Diego til Los Angeles, og langs kysten ligger der en håndfuld paradisbyer, udelukkede bestående af surfere og rige mennesker. Stemningen er så laid back som en reklame for Jysk Sengetøjslager, og alting stråler af overskud. Vi har ping-ponget lidt mellem forskellige State Parks med vores telt, og har alle gange boet lige ned til perfekte surf forhold. 

Jeg har haft snakket med nogle lokale om logering, og det er muligt at få et værelse ved Mission Beach – som godt nok ligger i San Diego – for omkring 800 dollars i måneden. Plads-wise er det dyrt, men du er en spytklat fra sandstrand og  perfekte bølger – mere behøver jeg ikke. 

Fra d. 1 er jeg alene – så går søgningen igang. Jeg glæder mig til at rapportere om både fiasko og succes.

Flickr er opdateret!

/Grønskolling

Efter Las Vegas var vi meget mættede mht. indtryk og sigøjnere der ville give os ‘DIREKTE’ telefonnumre til billige østeuropæiske piger. På den front må jeg i øvrigt give stor cadeau til de folk der har siddet og photoshoppet de flyers, som de delte ud. Der venter dem en stor karriere indenfor Lego. 

Hvis man skal til Vegas skal man tage derhen med spendérbukserne på. Der er mange indtryk, men som enhver anden ting i USA, koster den fulde oplevelse penge, og i Vegas er alt du giver penge for, en vej til et sted du kan bruge flere penge. Det skal ikke lyde som om Vegas er lort – for det er et fantastisk sted, der popper op fra ørkenen som en kapsel i Carlsberg reklamerne.. Men god tro er ikke-eksisterende, hvis du gå ind af en dør med neonlys over. Grådighed går hånd i hånd med god service, og dollarsedler er desværre utrolig smukke.

Vi besluttede efter 3 dage at sætte kursen mod San Diego. Vi kunne sagtens være blevet, men vi valgte at gemme oplevelsen, til engang hvor formålet ville være Fear and Loathing.

/Grønskolling

Jeg har få oprettet en Flickr profil, så det er nu muligt at se billeder! Har lagt en 30 stykker op i førdte omgang fra hele turen. Der kommer løbende – det er easy peasy at lægge dem op.

Se dem her!